mandag, 28. september 2020

Bliv klar til 2021: Sådan lægger du en optimal svampestrategi i hvede

Efter en vellykket høst er det blevet tid til at lægge strategien for, hvordan den kommende sæson skal se ud i dine hvedemarker. Læs med og hør Hans Jørgen fra Bayer fortælle, hvilke erfaringer vi kan tage med os fra 2020 til at optimere næste sæsons svampestrategi i hvede.
Smilende Hans Jørgen stående i en mark

2020 var et rigtig fint vækstår med et relativt lavt smittetryk af svampesygdomme. Med den milde vinter kom afgrøderne godt fra start, men i april begyndte de at lide under tørken. Heldigvis kom regnen tilbage i begyndelsen af maj, og med de strålende vejrforhold omkring høst fik vi en god afslutning på sæsonen, hvor mange opnåede et højt udbytte i både hvede og byg.

 

Hvad kan vi lære af 2020?

2020 har generelt ikke været et år med de store svampeangreb. Vi så lidt meldug i starten af året, men udover det har smittetrykket været lavt. F.eks. har septoria i år ikke været så tabsvoldende, som den kan være nogle år. Det skyldes bl.a., at der ikke har været nok fugt i afgrøderne til at give septoria de rette betingelser til at sprede sig. Derudover er der sket et sortskifte i 2020, som har betydet, at der er kommet mange nye sorter på markedet, som er mere modstandsdygtige over for f.eks. septoria og gulrust. ”Selvom at man har en sund sort, er det vigtigt, at man lægger en god strategi, da det kan give en tilbagebetaling i form af et højere udbytte og en god kvalitet”, udtaler Hans Jørgen.  

For de rustmodtagelige sorter, såsom Benchmark, har 2020 igen været et år med store angreb af gulrust. For dem der ikke fik bekæmpet gulrust forebyggende, har det betydet en stor udbyttenedgang. ”Har man en rustmodtagelig hvedesort, er det altid vigtigt, at man arbejder forebyggende med et effektivt rustmiddel som Prosaro eller Proline Xpert, så sygdommen ikke får mulighed for at brede sig”, anbefaler Hans Jørgen.

Grønne hvedeblade med gule pletter
Billede: Gulrust i vinterhvede, 2020. I foråret så vi en del gulrust i de modtagelige vinterhvede sorter.

 

Hans Jørgens anbefalinger

Ifølge Hans Jørgen indeholder den optimale strategi tre behandlinger, der kombinerer flere aktivstoffer, så sygdommene angribes fra flere sider. På den måde får planterne de bedste betingelser til at holde sig sunde. ”For alle marker er det bedst at lave en forebyggende beskyttelse. Er et svampeangreb først blevet etableret på planterne, kan det være sværere at bekæmpe det, end hvis det kun er et begyndende angreb, hvor man kan komme ud rettidigt. Til den kommende sæson er det derfor vigtigt at overveje, hvordan du kan lægge en strategi, der har en forebyggende virkning”, udtaler Hans Jørgen.

Hånd der holder to grønne blade. Bladene har brune pletter
Billede: Septoria i vinterhvede, 2020. Når først et svampeangreb er etableret på planterne, kan det være svært at bekæmpe.

 

Uanset om du dyrker en sort i dine marker eller sortsblandinger, anbefaler Hans Jørgen, at din svampestrategi skal bestå af tre behandlinger med korte intervaller på maks. 2-3 uger mellem hver behandling. Den første behandling, T1, finder ofte sted i begyndelsen af maj med et produkt, der har en bredtvirkende og forebyggende effekt mod svampesygdomme som meldug, DTR, rust og begyndende septoria. Det kan være produkter som Prosaro eller Proline Xpert. Efter 2,5-3 uger foretages den anden behandling , T2. ”Denne behandling  er meget vigtig, da den skal beskytte hvedens faneblad, som er plantens ”motor”, der er med til at fylde kernerne. Vælg derfor et effektivt SDHI-middel såsom Propulse og kombiner det gerne med evt. Folicur Xpert”, anbefaler Hans Jørgen. Når akset er fuldt gennemskredet udføres den afsluttende behandling, T3, omkring den 10.-15. juni. Her anbefaler Hans Jørgen, at du bruger et produkt som Prosaro eller Proline Xpert kombineret med Folicur Xpert eller et andet egnet middel. 

Derudover anbefales det at tilpasse strategien efter den aktuelle hvedesorts behov og udbyttepotentiale. Det kan f.eks. være ved at justere doseringerne løbende i sæsonen, og i nogle marker kan det også betyde, at det er nødvendigt at foretage flere end tre behandlinger i løbet af sæsonen. Hold derfor godt øje med hveden i løbet af foråret, og følg udviklingen i svampesygdomme i netop din mark!

Copyright © Bayer AG
Copyright © Bayer AG